top of page

Berit Møller Lenschow, Advodan

Foto: Jim Hoff

Fyraftensmøde i jagtens tegn
 
Omgivet af 7.000 rifler og jagtgeværer samt 5 tons patroner havde TESTMANDEN og Advodan inviteret til fyraftensmøde hos Østjysk Våbenhandel i Hedensted

Aftenen bød først på en højest interessant rundvisning på Østjysk Våbenhandel af indehaver Jens Pedersen, hvorefter der var programsat små inspirerende indslag spændende i indhold fra juraen omkring skovbrug over jagtens persontyper til de lov- og forsikringsmæssige forhold omkring jagt.  De verbale guldkorn blev på fineste vis afrundet med en lækker vildt- og fiskebuffet fra Korning Kro.

Dette velkomponerede og for jagtinteresserede ganske interessante netværkstilbud havde godt og vel 30 gæster sagt ja tak til. Pudsigt nok var langt den overvejende del af deltagerne mænd, hvilket omvendt meget godt afspejler den kendsgerning, at blot godt og vel 5 % af jægerbestanden består af kvinder. Til gengæld var der kvinder såvel i foredragsgruppen som på organisationsholdet bag eventen, og det klædte arrangementet rigtig godt.

Aftenen kom dog også på sin vis til at handle om ildsjæle, hårdt arbejde og succes, for ved at sætte scenen for arrangementet netop hos Østjysk Våben får man også forærende historien om Jens Pedersens vej fra almindelig inkarneret jæger til indehaver af Europas største og mest imponerende våbenhandel. Det var derfor også naturligt nok Jens Pedersen, der fik lov til at indlede aftenens event.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fort Knox i Hedensted

De fremmødte jagtentusiaster fik første en guidet tour gennem de i 2014 nybyggede lokaler hos Østjysk Våben, og det var et på alle måder stort og imponerende syn. 5000 kvadratmeter med en sikkerhed som Fort Knox, og set udefra ligner Østjysk Våbenhandel da også en i landskabet nedfældet bankboks. Stueetagen er helliget våbenhandlen, der er meget mere end blot en våbenhandel, der excellerer i alle former for haglvåben og jagtrifler i prisklassen 2.000 kr. til 300.000 kr. Her finder man også en imponerende beklædningsafdeling, et våbenværksted, en veludstyret optikafdeling, en genladningsafdeling samt en underjordisk skydebane. Lageret indeholder ikke mindre end 5 tons patroner, og i alt skønnes der, at Østjysk Våben har 7.000 forskellige våben inden for murene.

1. salen består af et stort konferencelokale samt en masse kontorer, der er lejet ud til andre virksomheder. Nogle er som Jelling Jagtrejser direkte relaterede til stedets tematik, mens andre finder det attraktivt at residere sammen med Europas største våbenhandel med den dertil hørende opmærksomhed og herlighedsværdi.

 

Forventer en omsætning på 100 mio. i 2015

Jens Pedersen fortalte på sin rolige og jordbundne facon, at han startede tilbage i 1976 som selvstændig våbenhandler i Hornsyld, rykkede i 1989 til Hedensted, hvor han kørte firmaet i 25 år med en omsætning på 7 millioner kroner, inden han i 2014 rykkede ud på Kildeparken 32 – og Jens Pedersen forventer, at de nu 35 ansatte (18 på fuld tid) i 2015 vil generere en omsætning på 100 millioner kroner, heraf de 20 millioner alene på webshoppen.

 Med den sidste bemærkning in mente, lå det lige til højrebenet, at Gunnar Nielsen fra TESTMANDEN i sin takketale til Jens Pedersen fik sneget en kæk bemærkning ind om, at ”så er der vel nok basis for, at vi efter spisningen kan forvente 25 % på eventuelle indkøb”. Der blev smilet bredt og nikket bekræftende rundt omkring ved bordene ved den bemærkning, mens Pedersen parerede med et klassisk jysk forhandlingsparat ”lad os nu se”.

 

En skov er som en kæreste

Mere konkret blev det da Jesper Just Nielsen, direktør for Silva Estate, (ejendomsmæglervirksomhed med speciale i skovejendomme, naturejendomme og godser) gav en indføring i de mest elementære mekanismer bag investering i skovdrift under temaet ”Bliv skovejer, skov for sjov og for alvor”.  Just Nielsen startede med at få konstateret, at langt størstedelen af de fremmødte i forvejen selv havde et stykke skov, og dermed var der god grobund for de mange efterfølgende råd og vejledninger. – En skov er lidt lige som en kæreste. Man skal ikke tage den første den bedste, og husk så, at skovdrift ikke nødvendigvis er lønsomt, men det er morsomt, lød det fra Jesper Just Nielsen. Om det med lønsomheden så også gik på kærestedelen, skal vi lade være usagt.

 

Det skal være lysten der driver værket

Et andet godt råd fra Just Nielsen gik på, at man ved køb af skov skal glemme alt om at gå i banken for at låne pengene. – Find de 50 % i realkreditforeninger, og skaf så selv de sidste 50 % på anden vis - og allervigtigst: Spørg allerførst konen, inden du investerer penge i skov. Grundlæggende skal man nemlig ikke forvente de store økonomiske gevinster ved at investere i skov. Man giver her i Danmark typisk 100.000 kr. pr. hektar, faktisk en del mere end det er værd. Det man skal fokusere på er, at man ved at have sin egen skov er, at man kan bevirke positive forandringer i naturen, man er tæt på naturen og man har sin eget jagt (uden at skulle betale jagtgebyr). Og allervigtigst er det, at man føler ”trang til” at få sin egen skov. Det skal være lysten, der driver værket, pointerede Jesper Just Nielsen, der afslutningsvist slog fast, at en ”velpasset skov er en god skov”. Og så er vi vel tilbage til det der med konen/kæresten igen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De farverige jægertyper

Dernæst skiftede vi lidt boldgade, om end vi blev i skoven, da Arne Jul Madsen fra TESTMANDEN udløste bred munterhed og bekræftende blikke fra forsamlingen, da han talte om ”Jagtkonsortier og mennesketyper” ud fra FokusModellen fra Garudas teorier om mennesketyper. Teorierne anvendes til teamprocesser og konfliktløsning på eksempelvis det danske herrelandshold (dengang landstræneren hed Ulrik Wilbek) samt i virksomheder, og så er vi jo ligesom langt inde på TESTMANDENS spilleplade.

- På arbejdspladsen betyder samarbejdet meget. Det gør det også på jagten, hvortil vi kan overføre teorien om de fire personlighedstyper, kaldet rød, grøn, grå og blå. For hvordan tænker og hvad ”tricker” en blå, en grøn, en grå eller en rød jæger, når de med gevær i hånd og med jagtens oprindelige urkraftskvaliteter begiver sig ud på jagt, lød det indledningsvist fra Arne Jul Madsen.

Er jeg mon blå eller rød?

Den ”grå jæger” er faktaorienteret, skal have styr på det hele lige fra regler til udstyr osv. Kan virke formel, kritisk og forsigtig, men omvendt er det også en person, der er meget reflekterende og tænkende, derfor er typen også benævnt ”grunderen”. Den ”blå jæger” står for det sociale aspekt og er en hjælpsom og forstående person, der vægter dialog og teamwork meget højt. En blå jæger vil gerne være alles ven, og bagsiden af medaljen er, at der er meget snak men af og til for lidt handling. Den blå jæger kaldes også hjertet.

Den ”grønne jæger” er udadvendt, entusiastisk og generelt impulsiv og idérig. Det er positive mennesker, der hele tiden ser nye muligheder. Disse grønne folk, som går underbetegnelsen ”hovedet”, kan dog virke overfladiske og forhastede på andre mennesker. Måske især på den ”røde jæger”, som nemlig er meget resultatorienteret, ambitiøs og krævende. En viljestæk konkurrenceminded type, der kan virke styrende og dominerende på andre. De røde går under betegnelsen ”benene”.

 

I er sgu’ røde allesammen

- De røde er eksempelvis gode til at tjene penge, og lad os lige slå fast, at det er yderst sjældent, at man som menneske kun er én af de her farver. De fleste har mere elle mindre alle farver i sig med én som den dominerende, forklarede Arne Jul Madsen, mens flokken med kaffekopperne på pause mellem bordet og munden funderede dybt over, hvilken farve de mon selv var.

- Men det behøver i nu ikke gruble så meget over. Det kan I få at vide af os, for det ved Gunnar og jeg jo alt om fra vores tests, lød det muntert fra Arne Jul Madsen i bedste grå/grøn stil. Den serv returnerede en storsmilende Gunnar Nielsen så i sikker stil ud over forsamlingen med et håndfast ”De er sgu’ røde alle sammen”.  Den lo de en del af, de fremmødte, i sikker forvisning om, at farven ”rød” gik på personligheden og ikke det politiske!

 

 

På jagt: Lad den sunde fornuft råde!

Mens Gunnar Nielsen sidste replik lige blev skyllet ned med kaffen, gik advokat hos ADVODAN – og jæger gennem 20 år – Berit Møller Lenschow på podiet for at tale om forsikringsforhold under jagt. Temaet var ”Når uheldet er ude på jagt”, og her fik de fremmødte et fint grundkursus i lovgivningen omkring ulykker, ansvar, skyld og erstatning både ifølge jagtloven, hundeloven og almindelig gældende dansk lovtekst.  – Helt grundlæggende gælder det jo om at tænke sig om og at have styr på de basale sikkerhedsforskrifter. Er man jagtarrangør, så sørger man selvfølgelig for vedligehold af jagtområdet og at indretningen er i orden, Har man hunde med sig, så har man selvfølgelig det overordnede ansvar her, forklarede Berit Møller Lenschow. Med andre ord: Lad den sunde fornuft råde!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rød tilgang til den lækre buffet

Og med disse helt igennem kloge ord, ikke kun i forhold til at gå på jagt, men i livet generelt, kunne værterne fra TESTMANDEN og ADVODAN byde gæsterne til bords ved en særdeles lækker vildt- og fiskebuffet komponeret af kok og køkkenchef Visti Ernstsen fra Korning Kro. Igen fik vi bevis for, at det sker engang imellem, at Gunnar Nielsen har ret i sine vurderinger af folk, for da først den lækre mad havde ramt buffetbordet, viste forsamlingen sig som aldeles rød med en målbevidst, viljestærk og resultatorienteret tilgang til de kulinariske herligheder.

 

Det sagde de om eventen hos Østjysk Våbenhandel

 

Henrik Nicolajsen fra H.N. Group A/S i Billund:

- Et fint arrangement. Jeg e selv jæger, og jeg er meget interesseret i alt omkring handel med skov. Jeg har selv investeret i skov, og fandt Just Nielsens indslag meget interessant. Også spændende at høre om lovgivningen ved jagt, og så vil jeg sige, at Arne Jul Madsens indslag med personlighedstyperne var fint. Jeg er selv leder, og vi bruger et andet system, end det TESTMANDEN bruger til at teste og vurdere medarbejdere. Derfor rigtig interessant at høre om andre metoder, fastslog Henrik Nicolajsen.

 

Ingemann Brixhuus, indehaver af Svanen Gruppen A/S

- Det har været et fint og meget afvekslende arrangement med 3 fine og relevante emner. Jeg synes bestemt, at rundvisningen her på Østjysk Våbenhandel med indehaver Jens Pedesen har været ét af højdepunkterne. Meget interessant at se hele butikken med al udstyret, for jeg er selv jæger. Ligeledes ramte man plet med indslaget omkring investering i skovarealer. Jeg handler selv en del med skov i Tyskland, og det var ganske rart at få bekræftet meget af den viden, man har i forvejen. Alt i alt et fint tiltag her i aften med et nuanceret billede af tingene, og så er det jo også fint, at man kan få passet og plejet relationerne i netværket, konstaterede Ingemann Brixhuus.

 

Bente Sund, tidl. ADVODAN, og medarrangør af eventen

- Vi har tilstræbt at sammensætte et program, der giver folk en masse relevant info om de pågældende emner. Emner, der alle relaterer til de tilstedeværendes passion for jagt, både på det konkrete og det følelsesmæssige plan. Programmet er sammensat i samarbejde med Gunnar Nielsen og ADVODAN, og vi er glade for opbakningen, og at folk virker tilfredse med dagens set-up, lød det fra Bente Sund.

Konklusion: En rigtig god aften i fantastiske omgivelser hos Østjysk Våbenhandel, der bestemt er et besøg værd, også selv om man ikke skulle være jæger!

Jens Pedersen viser rundt

Foto: Jim Hoff

Jesper Just Nielsen, Silva Estata

Foto: Jim Hoff

"Det gik vildt for sig på fyraftensmødet..."

 

Gunnar Nielsen, TESTMANDEN

Foto: Jim Hoff

bottom of page