top of page
Testmanden og Sydtrafik
– det kører bare!

 

Af journalist Jim Hoff

Jimehoff@gmail.com

Sydtrafik er et fælleskommunalt trafikselskab, der har ansvaret for bus- og flex-kørsel i den jyske del Region Syddanmark. Fra hovedsædet i Vejen entrerer selskabet med vognmænd i hele området om fordeling af de mange bus- og taxakørselsopgaver. Dette gøres i et tæt samarbejde med regionen og kommunerne, og dette samspil bæres af 85 ansatte fordelt på økonomi og IT, Flextrafik, Plan & Udvikling samt Kunde & Markedsafdelingen.

Som man ser, skal der altså ansættes folk med vidt forskellige forudsætninger og kundskaber, og det er i dette minefelt af forskelligartede jobs, at TESTMANDEN er gået ind som sparringspartner for Sydtrafik de sidste år. Her kan du læse om de oplevelser Sydtrafik har haft med TESTMANDEN, og om de udfordringer man står i sammen i disse dage mht. nyansættelser. Du får også afdelingschef Kirsten Therkildsens forklaring på, hvad der ligger i udtalelsen ”Gunnar Nielsen er benhård men på en sød og rar måde”.

 

TESTMANDENs fleksibilitet tiltalte Sydtrafik

I 2014 var det TESTMANDEN, der stod bag ansættelsen af en ny medarbejder til chefgruppen i Sydtrafik, og det slap Gunnar Nielsen og hans team åbenbart så vellykket fra, at Sydtrafik besluttede at tilknytte TESTMANDEN som fast samarbejdspartner, når der skal ansættes nye folk til organisationen.

- Vi har over en periode skullet ansætte 6 medarbejdere, og her har vi efter en vellykket ansættelsesproces til chefgruppen sidste år haft Gunnar Nielsen og TESTMANDEN med ind over. Det var Gunnar selv, der i sin tid kontaktede os og præsentrede os for TESTMANDENS koncept med den målrettede og professionelle testning af ansøgerfeltet i forbindelse med nyansættelser. Vi tester også selv, men ikke i forbindelse med ansættelser, og vi har også har fået løst testopgaver ude af huset af andre virksomheder. Men vi syntes godt om Gunnar Nielsens facon og fleksibilitet i forhold til vores testbehov, og derfor valgte vi TESTMANDEN, forklarer afdelingschef i Sydtrafik, Kirsten Therkildsen.

 

357 ansøgninger til én stilling

Sydtrafik bruger ifølge Kirsten Therkildsen TESTMANDEN i flere sammenhænge rent ansættelsesmæssigt, idet Gunnar Nielsen og hans folk er inde over såvel ved ansættelser til call-centret som ved den såkaldte totalrekruttering. Sidstnævnte vender vi tilbage til. 

- Det er ret specielt at skulle ansætte folk til vores call-center. Det kræver som udgangspunkt ingen decideret uddannelse at arbejde i et call-center, og vi har eksempelvis fået 357 ansøgninger til én stilling. Her har det været givende, at have Gunner ind over, så vi i ansøgningsprocessen har fået præciseret helt nøjagtigt, hvad og hvem, det er vi leder efter. Ansøgerne søger gennem TESTMANDEN rent elektronisk, alle får bekræftet deres ansøgninger, og ansøgernes CV ryger ind i systemet, fortæller Kirsten Therkildsen. 

Vigtigt at ansøgningen er i orden

Under denne indledende ansættelsesprocedure skal ansøgerne besvare 10 spørgsmål, der både danner et slags sorteringsfilter på persontypeprofilen, og som også er med til at finde de bedst egnede kandidater på såvel det faglige som det personlige plan.

- Når TESTMANDEN er gennem den første proces, er vi typisk nede på 40-50 ansøgere, og herfra vælger vi ud, hvem der slipper gennem nåleøjet til det videre forløb. Noget af det vi også ser på er, at ansøgningen er lavet ordentlig. Stavefejl kvalificerer ikke ligefrem, når man ligger i en stak med 40-50 andre ansøgere. Så er det tidligere erfaring, uddannelse mv, samt hele måden som kandidaten præsenterer sig selv på, der afgør hvem der går videre til personlige samtaler.

 

Tests og indgående samtaler

Den anden del af ansættelsessamarbejdet med TESTMANDEN handler om totalrekrutteringen. Her handler det typisk om at ansætte enten en mellemleder eller en chef til organisationen. Ansøgningen sendes ud i det offentlige rum via TESTMANDEN, der i baggrunden opererer med at finde de personer frem i ansøgerfeltet, der passer bedst til jobbeskrivelsen såvel type/personmæssigt som fagligt. Gunnar Nielsen finder frem til 4-5 egnede personer via intense tests og samtaler, og disse personer går videre til samtaler med Sydtrafiks HR-afdeling og TESTMANDEN.

 

Lige på og hårdt – på en venlig måde

- Det har været en oplevelse at være med til disse samtaler. TESTMANDEN er totalt professionel, hvor der bores dybt i diverse problemfelter ud fra de svar, der nu engang er fremkommet i testene. Det er lige på og hårdt, men jeg vil gerne understrege, at det hele foregår under behagelige forhold på en sød og rar facon. Jeg kan kun sige, at det har været virkelig interessant at opleve, hvordan Gunnar Nielsen formår at tackle disse samtaler, så vi finder frem til den rigtige person. Det giver os en uundværlig tryghed, at vi fra dag ét ved, at den person, der er blevet ansat, er den rigtige, og at vi ikke skal ud og finde en ny allerede efter et par måneder igen, lyder det afslutningsvist fra Kirsten Therkildsen.   

Afdelingschef Kirsten Therkildsen

Foto: Jim Hoff

bottom of page